Lygter og reflekser
Som arrangører ønsker vi maksimal sikkerhed, og det betyder at vi kræver følgende af vores ryttere i perioden 22.00 - 05:00:
For- og baglygter skal være monteret på cyklen. Lygterne skal være tændt og de skal lyse tilstrækkeligt til at opfylde lovens krav, som blev skærpet 1. november 2012
Deltagerne skal yderst på overkroppen bære tøj med en minimum 15mm bred refleksstrimmel, der går hele vejen omkring overkroppen.
Refleksvest (også med andre placeringer af refleksmaterialet) opfylder vores krav, men en cykeltrøje eller jakke med refleksstrimmel vil også blive accepteret. Refleksstrimlen behøves ikke sidde i samme højde for og bag på tøjet.
Bemærk at der ikke er nogen tolerance på ovenstående krav.
Konstarerer vi, at en rytter overtræder disse sikkerhedsregler stopper vi distanceregistreringen.
Ovenstående er de krav vi som arrangører stiller til deltagerne.
Derudover skal cyklerne opfylde lovens krav, da vi kører på offentlige veje og dermed efter færdselsloven. Det betyder at der skal bruges lygter for og bag samt reflekser foran, bagpå, på hjulene samt på pedaler/sko i lygtetændingstiden. Dette er en sag mellem deltagerne og politiet, vi kontrollerer det ikke. Vi anbefaler generelt, at deltagerne gør sig så synlige som muligt. Reflekser på bagsiden af pedalarmene, i hjul eller på dæk samt reflekser på ben/sko sidder alle i en højde, der rammes af bilernes lygter. M.h.t. baglygter: Undlad at anvende blinkende baglygter af hensyn til den, der kører lige bag dig. Deltagerne skal selv medbringe de nødvendige lygter og reflekterende beklædning. Til 12-timers, som afsluttes kl 22:05 - 22:10 kræver vi IKKE lygter og refleksvest. I tilfælde af dårligt vejr anbefaler vi at 12-timersdeltagerne på eget initiativ bruger lygter og refleksvest.