Løbsberetning af Jonas Jeppesen

Mandag, 15 september 2014.

Jonas Jeppesen fortæller om sine erfaringer fra Melfar 24:

Første skridt var selvfølgelig at blive tilmeldt løbet.

Derefter læste jeg grundigt alle de gode råd, der var på Melfar24´s hjemmeside. Blandt andet tilrådede de én, at man fik cyklet minimum 2.000 km, inden man stillede til start.

Jeg kiggende i kalenderen og så, at jeg lige netop kunne nå op på de 2.000 km med den træningsplan, som jeg havde lagt: Nemlig at cykle til og fra job fire dage om ugen, hvilket blev til cirka 200 km per uge. Op til løbet supplerede jeg pendlerkørslen med nogle længere ture i weekenden.

Min længste tur var dog blot på 80 km, hvilket jo ikke kan siges, at være særlig langt for den trænede landevejsrytter.

Jeg stillede til start uden en egentlig plan for løbets gang, men med lommerne fulde af geléer og en forventning om at nå 500 km - et dejlig rundt tal jeg blot havde grebet ud af luften.

Efter to runder på dagsruten kunne jeg stolt meddele min kæreste, der var med som min hjælper, at jeg havde slået min personlige rekord, på 80km. :-)

Og løbet gik godt.

Efter et råd fra en mere erfaren deltager, holdt jeg mange, men korte, pauser. Om natten gik det også ok. Jeg fulgte endnu et godt råd fra Melfar24´s hjemmeside, nemlig at huske at spise og drikke også om natten.

Jeg var nu begyndt at få rigtig ondt i mellemkødet, da jeg tilsyneladende ikke sad optimalt på min saddel. Mine hænder var ligeledes så ilde tilredte, at jeg var nød til at skifte greb hver 10. sekund. Men jeg kom igennem natten og fik nyt mod og ny energi, da solen stod op.

Publikum begyndte at indfinde sig igen, og pludselig var vi igang med slutruten.

Jeg endte med en distance på 524 km. Jeg var enormt ovenpå og lettet over, at det lykkedes mig at nå mit mål, men dagene efter løbet, hvor smerten begyndte at aftage i ben og hænder, måtte jeg erkende, at ét sted blev det bare ikke helt godt igen.

Efter yderlige et par dage tog jeg til lægen, og har aldrig været mere nervøs for en læges dom. Han kunne dog informere mig om, at impotens ikke er ukendt blandt cykelryttere i større eller mindre grad, men at det for det meste gik over igen.

Og det gjorde det heldigvis også i mit tilfælde!

foto1

Jeg var heldigvis ikke blevet mere skræmt af min lille "underlivsoplevelse", end at jeg selvfølgelig også skulle deltage i dette års løb.

Nu hvor jeg havde gjort mig nogle erfaringer med det at cykle langt, mente jeg nok, at jeg kunne sætte mig et lidt højere mål end sidste år. Derved blev det 600 km, som jeg ville forsøge at nå. Med den beslutning, var jeg også tvunget til at lægge en træningsplan, som var bare en smule bedre end den fra sidste år.

For det første ville jeg begynde at stå noget mere op i sadlen, da jeg bestemt ikke ønskede en gentagelse af sidste års lille efterspil.

Dernæst ville jeg opgradere mine hjul til 50 mm carbon, og sidst ville jeg få cyklet nogle flere km inden løbsdagen.

Cirka en måned inden løbet besluttede jeg mig for at investere i et bike fit, som jeg fik udført 14 dage efter. Her blev min position analyseret, og min cykel blev derefter justeret.

Jeg fik også målt siddeknoglerne, og vi konstaterede ud fra dette, at min saddel var for smal, hvilket gjorde at jeg naturligt kom til at sidde på mellemkødet.

Det skal lige nævnes, at jeg da slet ikke var klar over, at man bevidst skulle sidde på siddeknoglerne for at undgå skader i mellemkødet. Man bliver klogere hele tiden.

Med nu kun fjorten dage til raceday, kunne jeg godt se, det var lidt sent, at jeg fik foretaget justeringer på cyklen, samt en ny saddel med den korrekte bredde, plus at jeg lige skulle vende mig til at sidde på siddeknoglerne.

Det blev lørdag den 7. juni, og årets løb skulle skydes i gang. Jeg følte mig næsten klar.

En venlig sjæl fra Melfar24´s facebookside gjorde mig opmærksom på, at han var fire-seks uger om at vænne sig til sin nye position efter bike fit. Jeg fik en uge til at vænne mig til mit, da jeg ikke cyklede den sidste uge op til løbet.

Starten gik, og jeg var flyvende.

Jeg kørte første runde med et snit på 34,3 km/t. Desværre har jeg ikke den store erfaring med at køre i gruppe og hele konceptet omkring at ligge i et jævnt tempo, så da jeg havde ligget lidt i en gruppe, endte jeg som regel med at stikke.

Jeg havde ikke rigtig nogen plan for, hvornår eller hvor meget jeg skulle holde pause, andet end at jeg skulle holde kortere pauser end sidste år.

Det kom ikke til at ske.

foto2

Jeg nåede at køre fire runder på dagsruten, inden vi slog over i natruten. Jeg var egentlig i ok stand til natten, men mine siddeknogler var begyndt at gøre ret ondt, så jeg stod en del op for at aflaste.

Selv om ens evne til at regne bliver ringere og ringere, som timerne går, så kunne jeg alligevel godt regne ud, at jeg havde rimelig travlt om natten, hvis jeg skulle nå mit mål, da jeg kun havde kørt fire runder på dagsruten. Så der blev ikke tid til mange pauser i nattetimerne.

Det gik egentlig fint. Vinden var ikke strid som året før, og det hjalp meget på humøret at tænke på, at det var værre sidste år.

Men omkring kl. 04 ramte kulden og trætheden mig.

Det var blevet lyst igen, og jeg havde lige smidt den gule vest, da jeg var træt af at høre den blafre. Men på den efterfølgende tur ramte kulden som et slag.

Og dernæst trætheden ...

Jeg kæmpede mig tilbage og nærmest sejlede ind i forplejningsteltet, hvor jeg blev mødt af min oppasser Mads. Jeg meddelte Mads, at jeg var helt smadret, og at jeg ønskede at sove en halv time, inden jeg skulle ud og køre igen. Det mente min oppasser bestemt ikke kunne lade sig gøre, så han hentede kaffe.

Det nægtede jeg dog at drikke, da jeg var bange for, at det skulle slå min mave i stykker.

Mads rendte derfor igen, og jeg faldt omgående i søvn hen over et bord.

foto3

Da Mads vækkede mig, havde han været ude og nasse sig til en energidrik ved et telt, hvor nogen holdt en lille morgenfest.

Jeg havde sovet i cirka fem minutter, men det føltes som længere tid. Så jeg kom på benene igen, fik nyt tøj på, hældte energidrik og geléer i hovedet, og nyt mod fik jeg også.

Nogle timer efter blev det varmere, der kom flere tilskuere til og de sidste tre timer kørte jeg uden pauser. Klokken 10.06 (fire minutter før min sluttid) kørte jeg i mål og havde tilbagelagt en distance på præcis 600 km.

foto4

Hvis jeg deltager i løbet 2015, har jeg nok lagt en ny plan.

Jeg regner ikke med at nå de 700 km, men lidt mindre kan også gøre det. Jeg skal nok se lidt nærmere på fordelene ved at køre i gruppe, så jeg ikke brænder alt krudtet af på én gang.

Jeg skal nok også overveje, om jeg ikke skal få kørt nogle længere træningsture, ikke mindst for at blive hærdet de vigtige steder.

Og kører jeg i 2015, så kan jeg da også gøre brug af min datter som oppasser, som på det tidspunkt vil være knap et år gammel ;-)

dini tours
kvickly
trap-el
CS logo
baghjulet-logotekst