Løbsberetning

Tirsdag, 09 juni 2015.

Stefan Høyer Wedege har skrevet denne beretning fra Xtreme Melfar 24:

 

Hej alle sammen,

Hermed lidt om hvordan Melfar24 2015 har været, set med mine øjne - og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte da det ikke kan forklares med ord, men det er noget alle der godt kan lide at køre på cykel bør opleve.

Nå, kl.12 fredag drog jeg afsted mod det fynske land hvor Melfar bliver afholdt. Jeg var spændt og nervøs på samme tid, da jeg ikke anede hvad jeg gik ind til, eller hvad jeg ville udsætte min krop for - men et var sikkert, jeg ville tage det roligt og prøve at vidt muligt at nå 20 timer i sadlen.

KM var egentlig lige meget, men havde en drøm om 500 km, men igen, timerne var vigtigere end KM. Nok om det - vi fik sat telt op, spist aftensmad og ellers bare slappet af, for at være klar til om lørdagen.

550

LØRDAG - RACEDAY!!

Stod op kl 06.45, vimsede stille og roligt rundt mens jeg kom i tøjet og kom op for at spise morgenmad. Jeg havde det rigtig godt, følte mig klar, var ikke nervøs eller andet. Spiste min mad, og spiste RIGELIGT af det (Melfar er bl.a. kendt for at have en fantastisk forplejning - det gælder også morgenmaden, intet mangler) gik tilbage til teltet for at klæde om og få gjort cyklen klar med chip, nummer, tjekke dæktryk osv.

Men så begyndte det - nervøsiteten kom, og måtte på toilettet hyppigt. Jeg er en af dem, blandt mange, der får dårlig mave når jeg bliver nervøs, men det er bare aldrig sket ifbm. Et cykelløb før - men jeg fik styr på "lortet" og begyndte stille og roligt at trække op i mod startområdet. Her mærkede jeg for første gang adrenalinen pumpe i kroppen - jeg blev helt euforisk - og jeg var nu MAX klar.

Klokken blev 10.20 og jeg blev sendt afsted.

Vi var en god sjat fra klubben jeg kører i, og vi havde aftalt at vi skulle køre stille og roligt, så at alle kunne følge med – det kom aldrig til at ske. Tror vi havde et snit på 32-33 km/t på første runde – det var bare rigtig svært at begrænse sig når det hele spiller, og benene er gode. Vi talte flere gange undervejs om at det gik for hurtigt, men alligevel holdte vi farten. Efter 30 km fik en af klub-drengene en punktering, øv for det gik jo lige så godt. Hans dæk havde fået en god rift, så vi var godt klar over at dækket skulle skiftes når vi kom tilbage til målområdet. Vi fik skiftet slangen, og vi kørte videre uden de store problemer, og kom i mål. Nu dækskifte for ham der punkterede, og vi andre ventede selvfølgelig, og så på den igen.. I mellemtiden havde vi IGEN talt om at vi kørte for hurtigt, og at næste runde skulle vi lige slække lidt på farten – det skete ikke, hvilket også resulterede i at vi tabte en af drengene undervejs, da vi ikke opdagede at han havde en defekt. Han knoklede løs i 25-30 km i håb om at kunne hente os, men pga. den høje fart vi satte for dagen, var det simpelthen umuligt for ham, desværre – ville ønske at jeg havde opdaget det noget før, så havde jeg ventet på ham. Vi er nu ca. halvvejs på 2. runde på dagsruten, og mit venstre knæ begynder at brokke sig en smule – ikke noget voldsomt, men nok til at det var irriterende – jeg fulgte med resten af vejen rundt, og blev enig med mig selv om at jeg ville tage en pause, få noget mad og så køre igen. Drengene fra klubben ville dog gerne hurtigt afsted, så vi aftalte at køre individuelt nu, hvilket var helt OK.

Efter lidt mad, drog jeg afsted på 3. runde på dagsruten, men knæet var blevet værre. De første 15 km er der heldigvis ren medvind, så kunne bruge lidt tid på at køre knæet varmt, uden at overbelaste det, og det lykkedes – jeg kunne igen køre uden at det gjorde voldsomt ondt.

Ca. halvvejs på ruten bliver jeg overhalet af Mekanikeren – han havde god fart på, men han kunne ikke genkende mig – jeg råbte "godt kørt, mekker" men pga. den stive modvind som VIRKELIG var strid, tror jeg ikke at han hørte mig, han reagerede i hvertfald ikke. Jeg fortsatte i et jævnt tempo som ikke var så højt som de foregående runder, og kommer i tanke om at jeg har læst et sted, at gør det ondt i knæhasen, kan det skyldes at ens sadel sidder for højt! Af cyklen, og hæve sadlen 1 cm ca. Det hjalp faktisk en del, så var fortrøstningsfuld og fortsatte med fornyet glæde. Kort efter bliver jeg overhalet af Kenneth Simsby – han er ret genkendelig da der kun er 2 der kører i tøj fra MinCykel, og efter som den anden er Jess Dahl Madsen som er udgået, var jeg helt sikker – jeg råbte alt hvad jeg kunne "KOM SÅ, SIMSBY" – han kiggede tilbage 2 gange og kunne ikke genkende mig, hvilket er forståeligt da han kun kender mig via Facebook – alligevel løfter han en knyttet næve som viser hans taknemmelighed for tilråbet. Havde bestemt mig for at jeg ville være i målområdet når Melfar12 sluttede, for at se om Simsby vandt igen i år, og selvfølgelig også for at hilse på ham. – og han vandt overlegent med 50 km til nr. 2 (ikke helt sikker på KM, men det var mange)

Nå, tilbage til min 3. runde – det gik stadig fint, men knæet begyndte at brokke sig lidt igen, så besluttede at jeg ikke ville tage flere runder på dagsruten, da den er ret kuperet i forhold til natruten. Der er bl.a. bakken ved Båring på 6% og så er der selvfølgelig modvinden de sidste 25 km som nok var i nærheden af 12-14 s/m. Jeg kom endelig i mål igen, efter at have kæmpet ret hårdt de sidste 10 km – havde glemt at få fyldt flaskerne, og glemt bananer som jeg havde haft med på de andre runder.

Klokken er nu ca. 18.30, og natruten åbner kl. 20 - Det er alligevel 1,5 time hvor jeg bare skulle sidde og vente, så overvejede 4. runde på dagsruten, men tænkte at det var klogt at lade være. Jeg spiste derfor et godt solidt måltid, fik udstyret cyklen med lygter og tog refleksvest på.

Klokken slog 20, og i samme sekund kørte jeg på natruten, men nu var knæet blevet endnu værre, og samtidig med at det var blevet koldere, var det svært at få varmen tilbage i det. Igen måtte jeg revurdere min deltagelse i løbet, og blev derfor enig med mig selv om at jeg ville tage en runde mere og se hvad der skete. Efter 2. tur på natruten var der hverken bedring eller forværring, så tog en runde mere – det passede med at jeg lige kunne nå det inden at Melfar12 sluttede. Halvvejs ude på 3. tur møder jeg mekanikeren som har sænket farten betydeligt i forhold til da jeg mødte ham tidligere på dagen. Spurgte selvfølgelig indtil ham, og han fortalte at hans knæ var ødelagte. Jeg kender ikke manden udover Facebook og Melfar, men blev alligevel ked af det på hans vegne – jeg ved han har trænet som en gal til Melfar, og han skulle have slået sin rekord på 666 km. Øv, men helbredet er trodsalt det vigtigste – jeg håber det lykkedes næste år Per.

Tilbage fra 3. runde, og nu var knæet ikke for sjov mere – det gjorde ondt, men alligevel fortsatte jeg ud på 4. runde. Allerede halvvejs på ruten havde jeg bestemt mig for at der ikke skulle køres mere lige nu. Jeg kom tilbage fra ruten, og besluttede mig for at ligge mig ned i teltet, pakke knæet godt ind og så lige slappe af en time, og se efter om knæet ikke kunne få noget varme. Det resulterede i at jeg faldte i søvn i hele "uniformen" – vågnede op dagen efter kl. 07.00 ca, med handsker, løse ærmer og hele molevitten på. Pyt, knæet var over natten blevet helt stift, så det var nok godt nok at det ikke blev til mere.

Mit første melfar blev officielt til 225 km og 200 meter – jeg har aldrig kørt så langt før, så er egentlig tilfreds. Intet på kroppen udover knæet gjorde ondt, hvilket var fantastisk, og det giver mig mod på at køre igen i 2016, og forhåbentlig slippe for skader.

Tak til Melfar24 for et fantastisk arrangement, og tak til alle og enhver der på den ene eller den anden måde gjorde lørdag d. 6. juni 2015 for en fed dag.

Vi ses næste år.

dini tours
kvickly
trap-el
CS logo
baghjulet-logotekst